En international sammenslutning af medicinstuderende har besluttet at protestere mod TTIP. Man er bekymret for big pharmas indflydelse på lovgivning omkring lægemidler og patenter og frygter i sidste ende retssager, hvis et land lovgiver mod big pharmas interesser.

Stud.med Nynne Nørgaard, National Coordinator UAEM Denmark, IMCC:

TTIPs konsekvenser for sundhedsområdet

TTIP præsenteres af industrien og af mange politikere som en uundværlig vækstpakke, der vil resultere i økonomisk vækst, nye arbejdspladser og øget eksport. Men handelsaftalen handler om meget mere end blot tekniske handelsbarrierer. Aftalen indebærer nemlig en omfattende deregulering af den lovgivning, der beskytter mennesker, miljø og sundhed, og indførelse af TTIP vil have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser.

TTIP’s vidtrækkende ændringer på sundhedsområdet:

TTIP vil begrænse adgangen til billig livsvigtig medicin, idet aftalen medfører en inkludering af såkaldte IP-rettigheder (Intellektuel Property rights).

Disse rettigheder vil medføre endnu gunstigere forhold for medicinalvirksomheder, idet TTIP vil udvide omfanget af medicinske patenter, forstærke, forlænge og udvide farmaceutiske lægemiddelmonopoler samt forlænge og udvide dataeksklusivitet. Dette vil alt i alt resultere i, at private virksomheder får forlænget deres eneret til forskningsresultater og patenter – og derved forhindre produktion af prissænkende kopimedicin. F.eks. køber Læger Uden Grænser ca. 80% af deres HIV-medicin som kopimedicin i Indien.

Yderigere frygtes det, at TTIP vil gøre privatisering af sundhedssektoren irreversibel.

Hvis IP-rettigheder inkluderes i TTIP, vil det reducere adgangen til medicin ved at:

  • Gøre det muligt at tage patent på metoder til diagnosticering af sygdomme samt kirurgiske og terapeutiske metoder, hvilket f.eks. giver virksomheden eneret til at udføre en specifik kirurgisk metode
  • Forbyde forhandlingsmetoder, der almindeligvis anvendes af de europæiske regeringer til at sænke priser på medicin f.eks. storindkøb.
  • Reducere adgang til kliniske forsøgsdata, således at muligheden for at producere billig kopimedicin yderligere forringes.
  • Gøre det sværere at få godkendt kopimedicin, og derved opretholdes en høj medicinpris.

Konsekvenser for sundhedsområdet:

  • Højere medicinpriser både i Europa og i Udviklingslande.
  • Reduceret produktion af kopimedicin og derved reduceret adgang til medicin.
  • Offentlig sundhed kan ikke længere sættes over medicinalindustriens rettigheder.
  • Profit sættes over sundhed og menneskerettigheder.
  • Medicinalindustrien vil sætte den politiske sundhedsagenda.

Alt i alt vil TTIP underminere sundhedsområdet og således have negativ indvirkning på folkesundheden generelt.

TTIP = trading away health

Af Stud.med Nynne Nørgaard, National Coordinator UAEM Denmark, IMCC

(Nynne Nørgaard er medicinstuderende på Københavns Universitet. Hun er national koordinator af UAEM (Universities Allied for Essential Medicines), der er en international studenterorganisation der arbejder med adgang til medicin. I Danmark er UAEM en gruppe i IMCC (International Medical Cooporation Committee), der er den danske medlemsorganisation af IFMSA (International Federation of Medical Students’ Associations)).

Ved et årsmøde i IFMSA i marts i Tyrkiet lavede de studerende en flash mop for at sætte fokus på de risici for vores helbred, der er forbundet med globale handelsaftaler som TTIP. Se den her: https://www.youtube.com/watch?feature=youtu.be&v=xc4JywiMAeM&app=desktop

 

 

Share This