Storindustriens drømmescenarie

Af Charlotte Ryø

Set i et bredere perspektiv er det et ret uhyggeligt scenarie, der tegner sig, hvis de nye store handelsaftaler vedtages. (TISA er endnu en af slagsen med deregulering af tjenesteydelser, læs: overførsel af beføjelser inden for fx ældrepleje, uddannelse, sundhedspleje fra staten til big business.)

Storindustrien er, som en altædende organisme, i gang med en gennemgribende overtagelse af retsstaten. Den er så overvældende, at politikerne i deres bevidstløse glæde over ”frihandel” ikke opfatter, at de er på vej til at blive arbejdsløse eller i hvert fald kraftigt indskrænket i deres virkefelt. Deres lovgivningsmuligheder i de folkevalgte parlamenter vil blive undermineret af love, der allerede er klappet af med industrien, og når de kommer frem til politikerne, efter at have været igennem EU-møllen, er der ingen mulighed for at ændre noget som helst.

Industrien vil sætte sig som en overordnet kontrollerende faktor på hele den lovgivende magt inden for så at sige alle områder: sociale, økonomiske, miljømæssige, finans-, fødevarer, sundhed osv., osv. Og den vil også – uhyggeligt nok – komme til at dominere det andet ben i retsstaten: den dømmende magt. Særlige domstole oprettes, som skal afgøre tvister mellem virksomheder og stater – domstole, der er lavet for at tilgodese industrien frem for stater og individer. Intet over og intet ved siden af storindustrien.

Denne snigende overtagelse har været under forberedelse længe – faktisk flere århundreder. Små enheder (kommuner, regioner, fyrstendømmer, landbrug, småhandlende, iværksættere, små og mellemstore virksomheder) er over årene blevet samlet i større og større enheder eller opkøbt af monopoler – se bare dansk landbrug, der nu er omdannet til mega-industrilandbrug. Formålet er at ribbe planeten for alle rigdomme over og under jorden og samle dem på ganske få hænder.

Store landområder skal omdannes til kæmpe miner, hvor der uden distraherende miljølove udvindes ædelstene, metaller og fossile brændstoffer, og store golde områder med minelandskaber kommer til at dominere landskaberne. Jordens befolkning skal gøres til frivillige slaver i dette ridt for penge og skal fodres med billig, syntetisk GM-mad udviklet af Monsanto og andre kemi- og agroindustrier. Alle bliver holdt i skak med sultelønninger, overvågning og selvfølgelig DNA-registrering til glæde for diverse kontrolinstanser og ikke mindst medicinalindustriens forskning.

Hvor skal vi bo? Minearbejderne og de øvrige ”slaver” skal bo i store byer med boligblokke, der har elevator og direkte transport til minerne, og når forureningen bliver for massiv, bygges der underjordiske byer med kunstig ilttilførsel. Så er der også kortere vej til minerne. Den politiske elite, medlemmer af højfinansen og storindustrien bor i skattely i forskellige retreats rundt om på planeten, fx Schweiz og Andorra, hvor der stadig er lommer af frisk luft og produktion af lifligt kødkvæg og økologiske grønsager. Ejendomspriserne er så høje, at ingen almindelige dødelige kan bo der.

Et urealistisk fremtidsscenarie? Nej – bestræbelserne går i den retning – prøv at se det i den store sammenhæng, og se hensigten bag de mange tiltag. De fører samme sted hen: Mennesker som slaver – lønslaver, mineslaver og arbejdsslaver for en stadig grådigere elite.

Men heldigvis er mange ved at vågne op. Civilsamfundsgrupper, miljøorganisationer og fritænkere er ved at forstå, hvilken gennemgribende overtagelse af deres friheder og rettigheder der er i gang, og er gået til kamp. I hele verden bliver der protesteret mod de overtagelsesplaner, der kommer til udtryk i de såkaldte FRI-handelsaftaler. Frivillige slutter sig sammen i grupper og netværk for at protestere, og er der mange nok, så gør det indtryk på politikerne, som trods alt stadig får deres mandat fra vælgerne. Men mandatet bliver desværre tyndere og tyndere, for parlamenterne tømmes for magt til fordel for storindustrien.

Så vi må stå sammen og kæmpe for den frihed, de goder og det demokrati, vi har skabt gennem de sidste århundreder. Det skal vi ikke sælge for nogen pris overhovedet – hverken “mere handel” eller “bedre lønninger” eller “større vækst”.

Share This